Af Maj Kyndborg

Der kommer et tidspunkt for de fleste par, hvor de kæmper med vrede, desperation, afmagt og magtesløshed. Nogle er nygifte og forstår måske ikke hvordan, det er gået til, at de har bevæget sig væk fra forelskelsens høje tinder og er havnet i en hverdag med frustrationer og magtkampe. Andre har været gift i mange år og sidder, på trods af at de har knoklet med og for parforholdet, fast i tilbagevendende mønstre. Andre igen har måske et fredeligt forhold, men savner gnisten og lever et parallelt forhold uden livfuldhed og kærlighed.

Men hvor der er splintrede drømme, er der også håb, såfremt begge ønsker et bevidst kærlighedsforhold, og begge ønsker at udforske relationen sammen.

Fra forelskelse til magtkamp

For at opnå større indsigt i den skjulte agenda bag relationerne, må vi kigge på de komplekse processer, der sker i den menneskelige udvikling og de udviklingskompetencer, vi har med os fra starten af livet og livet igennem.

Antagelsen i Imagoterapien er, at vi starter livet i en tilstand med unikke kompetencer. Vi er født åbne og født med kompetence til nærvær, kontakt, empati og livfuldhed. Hvis vores omsorgspersoner kunne møde os og se vores behov, respondere på disse og skabe en ultimativ tryghed, ville vi kunne udvikle os til og vedblive at være hele mennesker.

Men selv under de bedste betingelser med de bedste forældre, sker det, at der opstår situationer, hvor vi ikke er blevet mødt i vores behov, eller hvor vi har oplevet utrygge situationer. Disse situationer og umødte behov, har skabt frygt og smerte. I vores søgen på at undgå smerten og genetablere tryghed, udvikler vi primitive overlevelsesstrategier, der kan komme til udtryk i forskellige former. Vi kan enten skrige efter opmærksomhed, eller vi kan trække os ind i os selv, og fornægte, at vi overhovedet har behov.

Under vores opvækst indpasser vi os i vores familie, og den kultur vi vokser op i. Vi formes i denne proces af vores omsorgsrelationer og omgivelser, og da vi er dybt afhængige af vores omsorgspersoners accept og kærlighed, er der sider af vores medfødte kompetencer vi ikke udvikler, hvis vi ikke oplever, at disse kompetencer er legale. Det kan eksempelvis handler om kompetencer til at være til, føle, tænke, handle og sanse. Undervejs i vores socialisering, kan der således være sider af vores selv, vi må fornægte eller begrænse. Sider og kompetencer vi undlader at gøre brug af og udvikle, fordi omgivelserne ikke finder disse acceptable, eller ikke finder dem mulige at elske. Vores grundlæggende oplevelse af, at vi er gode nok begrænses, eller bliver til tabte sider af selvet. Disse tabte og sårede sider hos os, kommer til udtryk i de relationer vi siden hen etablerer.

Vi eksisterer i relationer, det er således også i relationer vi såres, men også her, vi har mulighed for at heles. Vi ser voksne ud, vi har job og forpligtigelser, men med os har vi de sårede sider, og vores ikke-udviklede kompetencer, og vi længes efter at genoprette følelsen af livfuldhed og den glædeslyst, vi startede livet med.

Når vi bliver forelskede, tror vi, at vi har fundet denne følelse af glædesfyldt livfuldhed. Pludselig ses alting i et nyt skær. Vi bliver mere åbne, sjovere, mere nærværende, mere sexede, mere givende, ser ikke fejl og mangler, men kun mulighederne hos vores partner. Vi smelter sammen og bliver ét. Lykkelige når vi er sammen og triste og sørgmodige, når vi er adskilte.

En dag ophører magien og den partner, vi har valgt fremstår ikke mere nær så fantastisk, vi opdager sider hos vores partner, vi ikke tidligere så. Det vi nu ser er vores partner på godt og ondt. De kvaliteter hos vores partner vi forelskede os i og beundrede, bliver de selv samme kvaliteter, vi nu bliver sårede over og irriterede på. Gamle sår bliver reaktiveret, uden at vi vil det og ofte også uden at vide det, gennemspilles barndommens trængsler og vores drømme brister. Vi bliver desillusionerede, vrede og kede af, at vores partner ikke giver os det, vi troede, vi ville få. Vores behov bliver til frustrationer, og vi gør præcis det, vi gjorde som børn: Vi skriger efter opmærksomhed, kritisere, bebrejder eller vi trækker os og holder op med at være i kontakt. Disse handlinger gør vi dybest set for at beskytte os selv og relationen, og når vi gør det, kommer vi samtidig til at såre vores partner.

Magtkampen er startet, og vi finder os selv i et inferno af strategier, der kun medfører sorg og smerte.

Vores ubevidste selv har sin egen agenda, vi har fundet lige præcis den partner, der vækker vores umødte behov, vores tabte dele af selvet og de længsler vi måtte opgive i barndommen. Det er vores hjernes tidligere tjekliste og vores hukommelsesspor, der har fundet netop den partner til os: Vores Imago match. Den gode nyhed er, at der er en mening med galskaben.

Formålet med parforholdet er ikke, at vi skal pine og plage hinanden. Formålet er, at vi skal bruge vores frustrationer og konflikter, som vejen til at restrukturere os ud af frustrationerne, og se frustrationerne som nøglen til vores sår og længsler. Det er ikke den aktuelle frustration, der er vores problemstilling. Det er de gamle sår og strategier, der dukker op i forbindelse med frustrationen der udgør problemstillingen.

Måden hvorpå vi håndterer vores nuværende situation, bliver dog afgørende for, om vi får vores behov dækket, eller om vi forbliver i vores længsler. I vores partner søger vi de kompetencer, vi måtte fornægte eller opgive i vores socialisering (det tabte selv). I starten beundrer vi disse kvaliteter hos vores partner, siden hen devaluerer vi de selv samme kvaliteter. Hvis vi for eksempel i tidligere relationer har fået budskabet: Du skal ikke vise dig, så forelsker vi os i verdensmanden og charmøren, eller hvis vi har svært ved at vise følelser, så forelsker vi os i en partner, der er rigtig god til at vise og udtrykke følelser. Når vi ubevidst bliver mindet om disse tab, kan vi føle ubehag, og kritiserer vores partner ved for eksempel at sige ”behøver du altid at fylde så meget”, eller ”du er alt for følsom”.

Det bevidste parforhold – Nøglen til forandring

Nøglen til forandring finder vi ved at blive bevidst om vores umødte behov eller tabte sider. At være bevidst er således det første skridt mod forandring. Det er helt almindeligt at tro, at hvis bare den anden forandre sig så bliver alt godt. Den dårlige nyhed er, at hvis vi ønsker forandring, må vi selv være forandringsparate.

Konflikter er tegn på, at psyken forsøger at forandre sig og forsøger at få opfyldt de medfødte behov og kompetencer. Det er kun, når vi ikke ved hvad konflikten handler om, at konflikten bliver destruktiv. Eller når vi som to voksne bliver 5 år og skændes om, hvem der har ret eller uret.

Mange problemer har rod i misforståelser, manipulation eller kommunikation, der forbliver monologer frem for dialoger. Imagodialogen, (udviklet af Harwille Hendrix) er konstrueret til at hjælpe til dialog. Imagodialogen er en effektiv teknik til at restrukturere frustrationer på. Ved at fortælle hinanden jeres historie og jeres perspektiv, ved at blive spejlet og blive anerkendt, ved at du oplever at dit perspektiv bliver anerkendt og mødt med empati, kan I delagtige gøre hinanden i hinandens historier, og fremføre jeres frustrationer klart og præcist og dermed tydeliggøre jeres behov.

Det kan ofte være fyldt med modstand at skulle opfylde sin partners behov. Modstanden stammer fra stærke kræfter og hukommelsesspor i urhjernen. Når du går imod disse impulser, skaber du nye hukommelsesspor og samtidig møder du dele af selvet, som du fik påbud om ikke at vise som barn. Så ved at møde din partners frustrationer, møder du dybest set dig selv. Gaven er, at når du møder din partners umødte behov ved at strække dig, og går imod dine umiddelbare impulser møder du dig selv.

En vigtig opdagelse i dialogen er, at selv om vi er et VI og er sammen, så er vi også forskellige. Når to mennesker er sammen, så er der to virkeligheder, som begge har samme gyldighed. Dit perspektiv har lige så stor betydning som mit perspektiv. Vi kan acceptere, respektere, møde eller måske endda elske den andens perspektiv, men det forbliver at være den andens.

Vores umødte behov, sår og længsler bunder i handlinger, fra vores tidlige omsorgsrelationer, som er lagret som erfaringer. Det giver derfor god mening, at vi må foretage nye handlinger for, at etablere nye erfaringer og nye hukommelsesspor i hjernen.

Dialoger giver indsigt, viden og øget bevidsthed og giver os forståelse for vores handlen og gøren i parforholdet eller mangel på samme. Dialoger må også udmønte sig i handlinger. Med hjerte og hjerne forstår vi vores partner, med handling møder vi vores partner og vores egne behov.

Særligt der hvor det føles rigtigt vanskeligt at skulle give, er vores største udfordringer som bunder i de handlinger og erfaringer vi har med os fra tidligere. Når vi foretager nye handlinger og møder vores partners behov, heler vi både vores partner og os selv.

Succes i vores parrelation er, når vi alene, eller sammen kan lave en ny handling, ind en gammel situation, så har vi for altid skabt en udvikling.

Vores modstand mod nye handlinger afspejler vores overlevelsesstrategier. Det kræver mod og vilje at sejre over vores frygt. Vores frygt er ofte forbundet til gamle tilknytningsbrud. I parforholdet har vi muligheden for at skabe tryghed nok til forandring. Den bedste måde at skabe din egen tryghed på er ved at gøre din partner tryg.

Et bevidst kærligt parforhold kommer ikke af sig selv, det er en daglig beslutning. Jo mere vi ser vores partner som forskellige fra os selv og ikke som en forlængende af og selv, jo mere intakte bliver vi, og der opstår et kærlighedsforhold mellem et jeg og et du.